Kørte i dag til en lille by fra min barndom hvor jeg gik de mindste sko ud af sålerne. Gården vi boede på var væk men minderne så tydelige. Skolen var væk, lå under en ny bolig og børnene legede der ikke mere. Kirken lå hvor den altid har ligget og smilede mig velkommen. Skolevejen var smidt med en masse sving og dyb skov som jeg huskede den. Lang mørk og ufremkommelig når venninderne ikke skulle med. Huset hvor bedste veninden boede og drillede fluerne ved at pille vinger og ben af dem. Mon unge mennesker more sig med det i dag også? Iskiosken og festsalen var også væk men minder om en super sjov tid i teenager-alderen væltede ind af bildøren. Højt grinende kørte jeg de sidste kilometer hjem hvor jeg bor nu. En rutsjetur tilbage til nutiden. Bomstille landsby uden børn grin eller andet virkeligt. Barndommen er væk men minderne kaldes nemt frem igen når du bevæger dig i frem og tilbage af livets Avenue. ❤❤